Jeg sagde farvel til min mand for seks måneder siden, og så hørte jeg hans stemme i en købmandsbutiksgang, hvor han klagede over prisen på dåsefrugt, som om intet nogensinde var hændt. Han stod tre hylder væk med det samme sølvfarvede hår, det samme gamle ar, den samme krogede finger, jeg havde holdt i 41 år. Da jeg råbte hans navn, kiggede han på mig, som om jeg var en fremmed, og sagde: “Mit navn er Daniel.” Så jeg fulgte efter ham, og huset, han tog hjem til, fik hele mit ægteskab til at føles som et rum, hvor gulvet stille og roligt var forsvundet.
Jeg begravede min mand for seks måneder siden. I går så jeg ham i live i supermarkedet. MIN MAND DØDE…